Juridisk

Forretningsbetingelser

Disse betingelser gælder for droneopgaver og kurser hos Navwis Management ApS, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Gældende fra 31. august 2026

01OmfangDroneopgaver

Hvad aftalen dækker

Opgaven aftales ved opkald eller på skrift og omfatter det, der er aftalt: flyvning, dataindsamling og den leverance, der er beskrevet — rådata eller færdig rapport.

Ændres opgavens omfang undervejs, aftales det inden arbejdet fortsætter.

02AfregningDroneopgaver

Priser og timer

Der afregnes efter de takster, der fremgår af prissiden, eller efter fast pris, hvis det er aftalt. Alle beløb er ekskl. moms.

Tiden regnes dør til dør: fra afgang hjemmefra til hjemkomst og al dokumentation er uploadet og rapporteret. Kørsel, flyvning, databehandling og rapport er indeholdt i timeprisen.

  • Mindst 2 timer pr. opgave
  • Kørsel efter statens gældende kilometertakst, ud over timeprisen
  • Tillæg for aften, weekend og helligdag stakker ikke — den højeste tæller
  • Betalingsbetingelser: 8 dage netto, medmindre andet er aftalt

03Vejr og aflysningDroneopgaver

Når en opgave ikke kan flyves

Dronen flyver i op til 12 m/s vind og ikke i nedbør. Driftstemperaturen er −10 til 40 °C. Vejret vurderes dagen før og igen på dagen.

Aflyses eller udskydes opgaven på grund af vejret, før jeg kører hjemmefra, koster det ingenting. Slår vejret om, efter jeg er kørt, afregnes den medgåede tid, og opgaven flyttes til en ny dag.

Aflyser du en aftalt opgave af andre årsager senere end 24 timer før aftalt tid, afregnes 2 timer. Det dækker den tid, der er reserveret og ikke kan bruges til andet.

04TilladelserDroneopgaver

Luftrum, lodsejere og adgang

Jeg indhenter de tilladelser, der kræves for selve flyvningen: luftrumsgodkendelse og de anmeldelser, reglerne kræver af mig som fjernpilot.

Adgang til området, aftaler med lodsejere og orientering af beboere og naboer er hvervgiverens ansvar. Det gælder også, når en opgave breder sig ind over naboarealer undervejs.

05LeveringDroneopgaver

Materiale og rettigheder

Materialet leveres i det aftalte format, normalt inden for fem hverdage efter flyvningen. Haster det, aftales en frist på forhånd.

Hvervgiveren får brugsret til materialet til det aftalte formål. Ophavsretten til optagelserne forbliver hos Navwis Management ApS, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Jeg må gerne bruge materiale fra opgaven som reference, fx på hjemmesiden — men kun hvis det er aftalt, og aldrig hvis det viser personer, skader eller forhold, der kan identificere din kunde.

06DeltagelseKurser

Tilmelding, afbud og eget udstyr

Tilmelding er bindende, når du har modtaget en skriftlig bekræftelse. Betaling sker efter faktura med samme frist som øvrige opgaver.

Du flyver på din egen drone og under din egen operatørregistrering. Du er selv ansvarlig for, at dronen er lovlig, forsikret og luftdygtig, og du hæfter for skade forvoldt med den — også under kurset. Navwis stiller bane, instruktion og evaluering til rådighed, ikke luftfartøj eller forsikringsdækning for deltagernes flyvning.

Evalueringsrapporten udstedes uanset resultat. Færdighedsbeviset angiver det niveau, der faktisk blev nået.

  • Afbud senere end 14 dage før kursusstart: 50 % af prisen
  • Afbud senere end 7 dage før eller udeblivelse: fuld pris
  • Pladsen kan overdrages til en anden deltager uden gebyr
  • Aflyses kurset på grund af for få tilmeldte eller vejr, refunderes hele beløbet

Kurserne foregår udendørs. Kan en dag ikke gennemføres på grund af vejret, flyttes den til en ny dato uden beregning — eller beløbet refunderes, hvis en ny dato ikke passer dig.

07FortrydelseKurser

Fortrydelsesret for private

Tilmelder du dig som privatperson og ikke gennem en virksomhed eller myndighed, har du 14 dages fortrydelsesret regnet fra den dag, du modtager bekræftelsen. Du fortryder ved at give besked — en mail er nok — og hele beløbet betales tilbage.

Fortrydelsesretten skal bruges, før du deltager. Har du været på kurset, er den bortfaldet — også selv om der er dage tilbage af fristen.

Ligger kursusdagen inden for de 14 dage, og ønsker du at deltage alligevel, bekræfter du skriftligt ved tilmeldingen, at retten bortfalder, når kurset er gennemført. Ellers udløber fristen af sig selv, før kurset begynder.

Afbudsreglerne ovenfor gælder virksomheder og myndigheder — og private, når fortrydelsesfristen er udløbet. De sætter ikke fortrydelsesretten ud af kraft.

08AnsvarBegge dele

Forsikring og begrænsninger

Der er tegnet lovpligtig ansvarsforsikring for droneoperationer. Dokumentation udleveres på anmodning.

Jeg er ansvarlig for skader forvoldt under flyvningen efter dansk rets almindelige regler. Ansvaret omfatter ikke indirekte tab, driftstab eller tabt fortjeneste, og er beløbsmæssigt begrænset til det honorar, der er faktureret for den pågældende opgave.

Jeg er ikke ansvarlig for følgerne af beslutninger, der træffes på grundlag af det leverede materiale. En termisk optagelse viser temperaturforskelle, ikke årsager — vurderingen af, hvad der skal gøres, ligger hos hvervgiveren og dennes rådgivere.

09TvisterBegge dele

Lovvalg og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret. Kan en uenighed ikke løses i mindelighed, afgøres den ved Retten i Horsens.

Spørgsmål til betingelserne

Er der noget, der skal aftales anderledes for en konkret opgave, så ring. Det meste kan aftales — det skal bare stå skriftligt, før opgaven går i gang.

Navwis Management ApS · CVR 33362773 · 7173 Vonge, Danmark